× Forside Menukort 125 års fødselsdag Events Selskaber Fester & Selskaber Julefrokost 2025 Arrangementer Om os Kontakt

Historien

Café Frederiksbergs historie

Gastropubben Café Frederiksberg, som i daglig tale kaldes ”Frede” er Aalborgs ældste restauration med samme adresse. I 1899 blev der bygget en ejendom på hjørnet af Hadsundvejen og Carit Etlars Gade. Gaden markerede samtidig at Nørre Tranders Kommune begyndte på den anden side af gaden. Det var en bevidst strategi, at caféen i Vejgaard skulle ligge lige på grænsen til Nr. Tranders kommune, da det var velkendt, at det var næsten umuligt at få værtshusbevilling i den kommune. Restauratør i det nye værtshus på Hadsundvej var F. A. Willadsen. Han købte ejendommen af murermester Jørgen Nielsen, og åbnede Café Frederiksberg i sommeren 1900, og fik uden problemer udstedt en alkoholbevilling, da ejendommen lige netop lå inde i Aalborg kommune.

En restauratørfamilie med visioner

Siden skiftede stedet ejer flere gange inden restauratørfamilien Holm tog over. I 1969 købte Aage Holm og hans hustru Maren Bodil Café Frederiksberg, og de drev stedet helt frem til 2000, hvor stafetten blev givet videre til sønnen Claus Holm og svigerdatteren Marianne, og siden er deres søn Mikkel også blevet en del af dagligdagen på ”Frede”. Aage Holm etablerede bl.a. husets første selskabslokale i den tidligere smedje som var nabo til stedet, han opførte også en hyggelig gårdhave, og fra sidst i 70’erne til midt i 80’erne var en del af restaurationen indrettet til Diskotek Rio Grande. I dag bruges lokalet til koncerter m.v. Da Marianne og Claus Holm overtog ”Frede” i 2000 var det med visionen om at lave værtshuset til en moderne gastropub med servering af mad, et stort øl-udvalg, flere selskabslokaler på 1. sal og ikke mindst et pulserende lokalt spillested – og visionen er lykkedes. I mange år har de også udgivet musikmagasinet Frede Live med et bredt udbud af koncerter og underholdende events året rundt. Legendariske "Frede" har dermed gennem generationer udviklet sig til den ikoniske gastropub, vi kender og elsker i dag.